
Premier Drum Company blev startet helt tilbage i 1922 af Albert Della-Porta samt George J. Smith i London, men Olympic trommerne blev dog først lanceret i Januar 1937 på et tidspunkt hvor det gik rigtig godt for Premier. Olympic var mere eller mindre en budget udgave af datidens Premier trommer, og Olympic blev på den måde et springbræt for mange britiske “up and coming drummers” hvis højeste ønske var “den ægte vare” – et Premier sæt.
Olympic trommerne var faktisk i en glimrende kvalitet, dog lidt mere skrabede end deres “søstre”. Kedlerne var de samme, men hardwaren var typisk droslet ned. F.eks. var det normalt med kun 6 bespændinger på stortromme og lilletromme, imod 8 på Premier sættene. Et andet sted hvor man kunne se sparekniven, var på reiferne. Her fandt man kun almindelige stål reifer på Olympic sættene, hvor Premier trommerne blev leveret med støbte reifer.
I midten af 70’erne kom der en ny serie fra Olympic på markedet. Denne blev kaldt for Super, og var en “luksus” version af samme, men med flere bespændinger, og generelt forbedret hardware. I slutningen af samme årti forsvinder Olympic fra markedet, da Premier erstatter dem med Premier Club trommesættene.
Igennem 90’erne ses navnet Olympic igen, men denne gang er det et firma i Taiwan som har betalt sig fra at bruge navnet, og disse trommer har – da de heller ikke længere fremstilles på Premiers egen fabrik – ikke rigtig noget med de ældre sæt at gøre.
Skriv en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.