Historien om Jeff Porcaro

Af Greg Rule, oversat af Anders Jensen, April 2002.

Fra første dag…
Jeff’s far, Joe, husker en dreng med fuld fart på hele tiden. ”Jeffrey kom meget hurtigt i gang. Jeg tog ham med til prøver en gang imellem, og lod ham spille på mine trommer når der var pause. Hans fødder kunne dårligt nå pedalerne. Jeg husker engang hvor Paul Humphrey hørte ham spille, og han sagde, ”Wow, den dreng bliver et sandt monster!” Da jeg jo var hans far, troede jeg egentlig kun han sagde det for at være flink, men inderst inde vidste jeg godt at Jeff havde noget i sig.” ”Vi startede alle som trommeslagere,” siger Mike Porcaro, under henvisning til ham selv og sine 2 brødre Jeff og Steve. ”Vi sloges omkring trommesættet. Men vi voksede op i et pragtfuldt og musikalsk miljø. Jeg husker at min far kom hjem om eftermiddagen, lagde sig på sofaen, og måske satte han en Miles Davis-plade på. Så begyndte vi at spille på hans øve-sæt. Vi skiftedes til at spille bækken-rytmen for ham… ”Hej, Far! Hør mit groove!” Men hen ad vejen begyndte jeg jo at spille bas, Steve gik over til piano, og Jeff, tjah…”

Specielt den særlige ”Swing-rytme” havde stor betydning for Porcaro-brødrene, som Jeff’s gudfar, Emil Richards forklarer: ”Eileen, Jeff’s mor, plejede altid at tage Jeff på skulderen når han skulle bøvse efter at have fået mælk. Hun gik oftest rundt til jazz-rytmer… Det er ikke en gang løgn! Det var derfor Jeff havde sådan en perfekt timing. Jeff og hans brødre var altid omkring os, når Joe og jeg øvede med vores orkestre, og selv når vi spillede vanskelige rytmer fulgte de med hele vejen!”

Det tog ikke lang tid for Jeff at gøre trommekarriere udenfor familiens indercirkel. ”Selv i Junior High School var han allerede en kapacitet,” – husker Steve Porcaro. ”På et tidspunkt havde de i skoleorkestret 2 trommeslagere. Den ene var den smarte solist, men Jeff, på sin måde, stod distancen.”
Det var på dette tidspunkt skæbnen ville, at Jeff fik kontakt til Steve Lukather. ”Jeg husker første gang jeg mødte Jeff,” – fortæller Steve. ”Han kom ind og straks fornemmede man en form for aura. Jeg havde godt hørt om ham, for han var allerede en legende på skolen. Han var ”the cool cat”. Han var “the man”. Han var den alle ville være, og ønskede at være sammen med.” Og ikke længe efter, skulle Jeff, Lukather, Steve Porcaro, David Hungate og David Paich danne grundlaget for én af de mest feterede popgrupper i sin tid, TOTO.

Toto
Jeff Porcaro var med på hundredvis af plader gennem hans karriere, men det konstante holdepunkt var helt fra starten Toto. De første 3 plader tegnede lovende og solgte pænt over hele verden, men det var først med ”Toto IV” – den fjerde plade, at Toto blev et rigtig anerkendt navn. Folk i pladebranchen bemærkede da også at gruppen året efter, i 1983, stort set tog alt hvad der var af Grammy’er. Sjovt nok spillede Joe Porcaro i husorkestret den selv samme aften. ”Da de vandt den første Grammy vendte alle i orkestret sig om for at smile til mig,” – fortæller Joe. ”Og så blev det ellers ved og ved. Jeg var SÅ stolt af de drenge!”

På en regnvejrsdag under optagelserne af ”Fahrenheit” pladen, modtog Steve Porcaro et telefonopkald tidligt om morgenen. Det blev en dag han aldrig glemmer: ”Vi var i gang med én af mine sange ”Lea”. Demo’en havde denne her simple trommemaskine-rytme, og vi ønskede én eller anden form for ”puls-agtigt” beat på den. Vi havde snakket lidt om at lave et ”tape-loop”, men det var endnu kun en tanke. Så ringede telefonen, og det var Jeff. Regnen væltede ned udenfor, og så sagde han: ”Mand! Det er den perfekte dag til at lave et ”loop””. Så tog jeg over til ham, og han havde i mellemtiden samlet Steve Jordan, Jim Keltner, Lenny Castro og ham selv i en cirkel. Vi lavede et ”tape-loop” til ”Lea” og det blev bare en herlig dag for mig og min bror. Her var vi i gang med én af de få sange jeg havde med til bandet, og Jeff følte at han næsten ikke kunne gøre nok for mig. Han knoklede løs hele dagen, og det er faktisk ét af mine favorit minder fra band-tiden.”

Ren magi i studiet…
Når den røde lampe blev tændt i studiet, kunne kun få andre få et nummer i ”kassen” så hurtigt som Jeff. ”Jeff var ALLE’s trommeslager,” – fortæller Steve Lukather. ”Alle ville have ham! ALLE! Hvis du hyrede Jeff til et nummer, kunne du være sikker på at få nummeret til at fungere!”
”Når vi lavede optagelser til et nummer på en plade”, husker David Paich, ”var han som regel den første til at lave en vellykket optagelse. Han var jo vokset op før tiden med trommemaskiner begyndte, og jeg syntes han havde den bedste timing og rytmefornemmelse blandt alle de trommeslagere jeg har arbejdet med, og så havde han samtidig den rette mængde ”saft og kraft” som der skal være i en trommeslager for et stort band.”

Jeff sagde mange gange i forskellige interviews, at Jim Keltner var én af hans primære inspirationskilder, men faktisk gik inspirationen begge veje. ”Jeg så Jeff’s instruktionsvideo (Star Lick) for første gang forleden aften” – fortæller Jim, ”og det satte tingene lidt i relief: Det var helt fantastisk at se den pragtfulde håndleds-teknik han havde. Jeg har aldrig udviklet den samme teknik og kontrol, men på den anden side har jeg det ikke så dårligt med det, for jeg kender heller ingen andre der har gjort ham kunsten efter.”

Velkendt for sin timing, havde Jeff tendens til at forkæle de musikere der arbejdede med ham, inklusive hans bror Mike. ”Jeff og jeg spillede meget sammen under vores opvækst, så vi havde den samme fornemmelse for timingen. Vi lagde mærke til de samme ting, og vi vidste altid hvad den anden ville foretage sig. Når jeg spillede sammen med ham, vidste jeg altid præcist hvad der foregik. Jeg følte mig faktisk aldrig mere sikker, end når jeg var i studiet med ham. Jeg var overbevist om at vi ville få et godt nummer.” Han var, ifølge Donald Fagen, som et ”lysende fyr” under sessions. ”Han var sådan en dygtig trommeslager, og hans personlighed kom virkelig til udtryk i hans spil. Han ændrede virkelig på den måde hvorpå folk spillede trommer. Mange forsøgte at efterligne ham.”

I 80’erne var der ikke mange der oftere var vidne til Jeff’s studiemesterværker end ”Drum Doctor” Ross Garfield. ”Jeff kunne sit håndværk perfekt. Der findes mange fyre ude i verden som er virkeligt dygtige trommeslagere, men kun få kan gøre det som Jeff kunne. Han kunne gå ind til en session, lytte til en sang én eller to gange, uden at tage så meget som eet eneste notat, hvorefter han gik i studiet og fik den i kassen med det samme. Kun yderst sjældent skulle han gøre det om mere end én eller to gange. Det virkede som om sangen blev programmeret ind i hovedet på ham når han lyttede til den. At se ham arbejde var virkeligt inspirerende.”

Personen…
Når Jeff opholdt sig i hjemmet, lagde han stikkerne på hylden, for at hellige sig sin familie; Hans kone Susan, og deres tre højtelskede sønner Chris, Miles og Nico. Men når han arbejdede, så ARBEJDEDE han! ”Uanset hvem du spørger, vil de sige det samme” – fortæller Steve Porcaro. ”Han kunne knokle hele ugen med sessions, og hvis nogen så spurgte ham om en tjeneste, uanset om det ”bare” var at spille på 3-4 sange til et ”low-budget” demo-bånd eller lignende, så spillede han altid r…. ud af bukserne! Sådan var han bare!”

Jeff tog sjældent imod ros for sine mesterværker, hvilket talrige interviews også vidner om. Og måske var det netop denne ydmyge facon der gjorde det muligt for ham at blive ved med at nå nye højder. ”Selv på højdepunktet af sin popularitet, mødte han altid op tidligt til sessions,” – fortæller Steve Porcaro. Det var på tidspunkter som disse, at Jeff satte sin båndoptager op ved siden af trommesættet, og arbejdede på sin i forvejen fantastiske teknik.
”Han tilførte en masse ren magi til en masse menneskers liv og karriere” – siger Michael McDonald. ”Man kunne altid se hvordan det gik, på hvordan Jeff var. Han lod det skinne igennem, på den ene eller den anden måde. Han gik ALTID efter det perfekte resultat, og forventede det samme af andre.”

Både hvad angik trommer, men også i mange andre spørgsmål vidste Jeff meget. Joe Porcaro fortæller: ”Du kunne sidde og snakke med Jeff om ALT. Jeg spurgte tit mig selv: Hvordan kan han vide det? Jeg mener, han var altid på farten, til sessions, eller koncerter, så hvordan fik han al sin information? Uanset om det var en debat omkring religion, eller om det blot var noget med indretning af huset, så havde Jeff ALTID noget at sige om det. Han gik rundt med SÅ megen viden!”
”Jeff var ældre og så meget foran sin tid” – fortæller Jim Keltner. ”Han var intelligent, og meget hurtigt opfattende. Nærmest som en svamp der suger til sig, allerede som barn. Det betød utrolig meget at have sådan en som ham omkring sig, og det er det jeg savner virkelig meget nu. Jeg har mange gode venner, men Jeff var noget ganske særligt, og jeg kunne bare se på ham uden at sige hvad jeg havde i tankerne, og så kunne Jeff begynde at grine… Vi havde denne her helt specielle form for kommunikation… Som brødre, og det er derfor jeg kaldte ham min ‘lillebror'”.

Jeff Porcaro berørte mange mennesker på mange forskellige måder. Hans indflydelse var, og er, langtrækkende. ”Han var altid en god moralsk ”dynamo” for mig,” – siger Richie Hayward, ”en meget stabil ven. Jeg holdt meget af Jeff og jeg savner ham.” ”Han var den fuldendte musiker” – tilføjer Boz Scaggs. ”Han havde en fejlfri og smagfuld fremtoning, som let kunne overføres til hans evner. Når jeg tænker tilbage på Jeff, var han i grunden lidt af et mysterium. Det er svært at sige hvordan han kunne blive ved. Han bar i virkeligheden et kæmpeansvar på sine skuldre. Han interesserede sig virkelig for andre mennesker, og han gjorde det på en beundringsværdig måde. Jeff og jeg tilbragte megen tid sammen gennem vores opvækst, og det har betydet meget. Han var en stabil ven. Vi var altid ”dybt” forbundet.”

”Da han døde havde han stor indflydelse på mennesker overalt i verden” – fortæller Jim Keltner, ”inklusive mig selv. Han var en legende, men han ville aldrig have æren for noget. Han var ydmyg, men troede samtidig fuldt ud på sig selv. Jeg HADER at skulle tale om ham i datid på denne måde. Det driver mig til vanvid! Jeg holdt virkelig af ham! Men han lever videre i mit hjerte. Det vil han altid gøre. Jeg føler hans tilstedeværelse hele tiden, specielt i ”Ocean Way”-studiet, hvor vi tilbragte så mange timer sammen.”

Kun tiden kan dulme det tab Jeff’s bror Steve føler: ”Jeg har savnet ham helt ufatteligt meget. Det har virkelig været en hård tid for mig, og det er ikke blevet lettere. Jeg føler at der var så meget mere vi skulle nå sammen, både musikalsk, og som brødre… det har været hårdt. Det er som om jeg savner ham mere og mere som tiden går.”
”Der går ikke én eneste dag, uden at jeg bruger en del tid på at tænke på ham,” – siger Steve Lukather. ”Helt ærligt; Han var den vigtigste person jeg overhovedet har mødt i mit liv. Og det er ingen overdrivelse. Han ændrede ALT for mig. Han var den bror jeg aldrig fik. Jeg har ingen storebror, men Jeff var min storebror. Jeg ønskede altid at være som ham. Alt hvad han rørte ved blev til guld, ikke kun med musikken, men også personligt. Hans loyalitet overfor venner og familie var helt uhørt. Der vil aldrig komme en anden ”Jeff”. Han var en ener!”