En hilsen til Ed Thigpen

Af Gunnar Birk Kristiansen, januar 2010

Onsdag den 13. januar døde trommeslager Ed Thigpen i en alder af 79 år. Ed har siden 1972 boet i Danmark, og det har sat sine spor. Ikke mindst musikalsk, men også på det menneskelige plan.

Jeg besluttede derfor at det måtte være det rigtige at give Ed en særlig plads her på Trommeslageren.dk. Dette ved at lade flere af hans venner og kollegaer skrive lidt om hvem han var og hvad han betød for dem.

Ed Thigpen Links
Kim Fabers nekrolog på politiken.dk.
Ed Thigpens side på DrummerWorld.com
En altid opdateret YouTube søgning på Ed.

Morten Lund
Ed Thigpen kan beskrives med et enkelt ord: Elegance. Det er ikke uden grund han blev kaldt “Mr. Taste”. Altid ulasteligt klædt i jakkesæt og slips og med et stort smil bag trommerne. Hans store force var “time” og “swing” og indspilningerne med ham, Ray Brown og Oscar Peterson er alle tidløse mesterværker og essentiel jazzlytning.

Jeg mødte ham første gang som teenager, da jeg hørte ham som medlem af Ernie Wilkins almost Big Band i Viborg Jazzklub. Da jeg gik på konservatoriet i Århus fik jeg timer hos ham – primært i whiskersspil, som var hans speciale. Han var altid venlig og imødekommende, men man var heller aldrig i tvivl om, hvem der var læreren. Senere har vi mødtes mange gange og han var altid sjov, positiv og opmuntrende. Da vi mødtes til jamsession sidste sommer på Copenhagen Jazzfestival, grinede han, efter jeg havde spillet et nummer og sagde: “Hey Morten – when can I call YOU for a lesson? – You’re stealing all my gigs man!” 😉

For at beskrive hvor respekteret Ed var i branchen, så kan jeg iøvrigt fortælle, at det første kendte trommeslagere som Jack Dejohnette, Roy Haynes, Jeff Tain Watts, Elvin Jones, Brian Blade, Dave Weckl, Peter Erskine, Al Foster, Idris Muhammed mfl. gjorde når de skulle spille i København, var at ringe til Ed og invitere ham…

Jeg vil savne hans smil og hans elegante swing – Hvil i fred Ed.

Birger Sulsbrück
Min tromme-far, ven og inspirator – Ed Thigpen – er den 13. januar 2010 sovet stille ind.

I vinteren 1971-72 ved et trommeshow med Joe Morello på Hotel Sheraton, afsluttede Joe sin clinic med beskeden: “I danskere er heldige. En af verdens største trommeslagere – Ed Thigpen – er netop flyttet til Danmark”. For mig var det en fantastisk oplevelse, for det var midt i en periode hvor jeg netop havde “opdaget” dette fantastiske swing på plader med Ella Fitzgerald, Oscar Peterson oma. Kort tid efter spillede Ed i Montmartre i Store Regnegade med bl.a. Kenny Drew. Her fik jeg aftalt min første trommetime med mesteren. Et møde der skulle komme til at ændre mere ved mit liv end jeg havde troet var muligt.

Ed havde lejet sig ind i studiet hos Bent Lyllof i Ryesgade. Pengene (mine) var små, så jeg fik ekstra timer for at male det lokale Ed havde lejet og ved at lave maskinskrevede lister over kasserne med Ed’s plade/LP samling. Ikke så dårligt, for mens jeg sad der med min lille skrivemaskine, fik jeg hørt plader som jeg ikke anede eksisterede.

Undervisningen startede selvfølgelig med udgangspunkt i Ed’s egen trommebog og jeg blev bedt om at synge temaer efter eget valg og så akkompagnerede mig selv med et bækken. Ikke andet. Jamen hvad med hi-hat, stortromme og al det andet? Ja ja da, så starter vi med et bækken og ikke andet. Resten blev så bygget op lidt efter lidt. Altid med musikken først – så teknikken bagefter. Ved disse sessions havde Ed sin lille datter Denise siddende i barnevognen. Hver gang jeg spille en fejl eller kom med et udbrud kom der et grin fra den lille charmetrold, og jeg kunne pludselig slappe meget bedre af. For første gang i mit liv fik jeg, takket være Ed’s varme og utrolige musikalitet, en musikalsk og menneskelig vejledning som gjorde mig glad – og stærk.

En stor del af min forståelse for denne fantastiske musikers univers oplevede jeg også ved mine rejser sammen med Ed. I Stockholm var Denise også med og lærte faktisk at gå under dette ophold. Om aftenen spillede Ed koncerter med Sylvia Wrethammer og om dagen var han i studiet. Både på trommesæt, men også som percussionist. Jeg lærte hele tiden. Hvordan når man at komme rundt til alle de gøremål. Hvor lang tid tager det at stille op. Og ikke mindst var det fantastisk at opleve Ed’s måde at tale med folk på. Så mange forskellige typer og altid var han venlig og positiv. Men selvfølgelig. Vigtigst af alt. Altid spillede han musikalsk og afslappet. Altid klar til at akkompagnere og sprede glæde og energi med sit swing. Sin klang. Altid blev musikken løftet op på et andet niveau. Ind imellem det hele fik jeg undervisning og var ellers bare “en flue på væggen”.

I samme periode arbejde Ed med folk som Svend Asmussen og Palle Mikkelborg, og en konstant strøm af amerikanske “jazz navne” som kom til København og som selvfølgelig ønskede at spille med dette verdensnavn. Ed forstod også hvor vigtigt det var for ham at beholde kontakten til USA og resten af verden. Også her oplevede jeg en forståelse og hjælp fra Ed som var enestående. Jeg havde i mellemtiden skrevet en bog om latinamerikansk percussion. Da bogen kom på engelsk, var det en selvfølge for Ed at han bragte den med rundt på alle sine rejser. Et utroligt overskud og altid hjælpsom. Hvis jeg løb tør for energi, var der altid en løsning. Ind og besøge Ed, og vores snakke varede ofte til helt ud på morgenen. Så var jeg klar til at køre viddere på en ny opladning fra denne uudtømmelige kilde.

I 1987 var vi begge i Atlanta, USA til IAJE’s årlige konferense og koncerter. For første gang oplevede jeg Ed på hans “hjemmebane”. Her oplevede jeg formatet af respekten fra amerikanerne og koncerter som var helt specielle. Først her forstod jeg rigtigt hvad det ville sige at være Ed Thigpen i sine amerikanske omgivelser. Sikken et format. Det var en utrolig glæde og tillidserklæring for mig da Ed bad mig om at være gudfar til hans to børn. Denise og Michel. Disse skønne mennesker, og Denises datter Nikita, har lige mistet deres far og morfar. Vi har alle mistet Ed Thigpen, men vi har alle fået så meget. Du vil leve længe i os alle sammen.

Tak for alt. – Birger Sulsbrück

Kresten Osgood
Jeg flyttede til københavn for at studere ved Ed og jeg vil altid opfatte mig selv som hans elev. Han var min mentor, mit forbillede på det musikalske og personlige plan. Vi spillede sammen flere gange, bla. 3-4 duo koncerter som jeg aldrig glemmer.

Så sent som i oktober indspillede jeg et album med ham som solist i ensemblet Indianerne. Alle siger “Mr. taste” og “Brushmaster” og “Oscar Peterson”, og det er også rigtigt. Men det var prædikater som han for længst havde passeret. Han var en dybt spirituel musiker i konstant bevægelse, nysgerrig på al musik (en af mine første timer med ham gik med at danse salsa, senere sad vi sammen og lyttede til avantgarde plader eller så Yogi Horton videoer).

Ed var en stor improvisator og en ædel og åben person hvis betydning for Danmark (og resten af verden) har været enorm, men han var først og fremmest et godt meneske som var dedikeret til sin familie og sine venner og sine mange disciple. Det er fuldstændig uoverskueligt at han er væk. – Kresten

Anders Mogensen
Mr Taste! – en sand trommemester, gentleman og stilskaber har forladt os! Mit første personlige møde med Ed Thigpen var på en trommefestival i Krakow, Polen, 2004. Altid nysgerrig på at møde nye trommeslagere, lyttede Ed intenst til al den musik, som blev fremført der. Da jeg dagen efter mødte ham i lufthavnen var han iført en kasket, som bar teksten: “I am a drummer, I play in all keys”! Skønt og indspirerende at se en ældre herre, være så present og livsbekræftende. Ære være hans minde. – Anders Mogensen

Stefan Pasborg
Mit første møde med Ed’s spil var, da jeg som teenager fik en gammel vinyl-udgave af Oscar Petersons ‘Night Train’. Jeg fik et chok. Aldrig havde jeg hørt (og har stadig ikke hørt) en så stor-swingende klaver-trio, og med en så smittende spilleglæde.

Dét som Ed leverede på den udgivelse, og som sprang i mine ører allerede dengang – og som jo har kendetegnet ham igennem hele hans karriere – var et helt fantastisk swing, og et utroligt overblik over hans egne virkemidler. Det virkede ikke som om, at der var ét eneste slag eller fill der var meningsløst. Alt blev leveret med en så ‘underspillet’ delikat, god smag, at man sagtens kan forstå, hvorfor han fik tilnavnet ‘Mr Taste’….Han var en musikers musiker, der aldrig blev for ‘flashy’, og som spillede 100% for bandets samlede lyd.

Da jeg noget tid efter mit møde med ‘Night Train’ fandt ud af, at Ed rent faktisk boede i København(!), fik jeg straks fat i hans tlf nr, og ringede for at aftale en undervisnings-time.

Nogle uger efter trådte jeg ind i Ed’s øvelokale på Nørrebro, og jeg blev mødt af en ydmyg ældre mand, som sad ved trommesættet og varmede op. Han sagde ‘hello’, og gik derefter i gang med at spille en solo for mig. Straks genkendte jeg mange af lydene fra min vinyl-plade…. Jeg kan huske, at Ed f.eks fortalte mig om alle de mange forskellige måder, hvorpå man kunne ramme lilletrommen med en hvisker, og hvordan han gav de forskellige lyde bestemte navne. Han hev lige nogle ekstra dimmesioner ud af trommen, som jeg ikke havde hørt før.

Derudover kan jeg huske, at det morede mig meget, at den trommeslager som jeg jo kun kendte fra ‘Night Train’, forsøgte at spille med dobbelt-storetromme-pedal i sin trommesolo (Han kæmpede nemlig lidt med den!). Han forsøgte også at spille en salsa-clave i high-hatten samtidig med, at han spillede solo ovenpå, hvilket også var nyt for ham. Men, den nye udfordring frik ham til at stoppe op og sige: ‘God, give me some better technique’…Ydmygt sagt af én, som var en levende legende, og en sand mester i at hive de mindste detaljer ud af et trommesæt med både sine bare næver, hviskers og selvfølgelig stikker. Men netop dét at han forsøgte sig med dobbelt-pedal m.m., gav mig et billede af en fantastisk musiker som stadig var på vej et sted hen – han var aldrig færdig med at udvikle sig.

Mange år efter dét første møde, mødte jeg Ed back-stage på Godset i Kolding, hvor han lige havde spillet med Carsten Dahl og Jesper Bodilsen. Vi sad og sludrede lidt, og da jeg skulle gå, gav vi hinanden hånden, hvorpå han lige holdt lidt fast i min hånd og sagde mens han smilte: ‘Give me some of that stuff you got’… Hvorpå jeg sagde: ‘No, you give me some of that YOU got!’ …Tænk at Ed gav en ‘ung knøs’ som mig den credit! For når alt kommer til stykket; hvilken trommeslager ville ikke have noget af det Ed Thigpen havde??
Dette kendetegnede altså også Ed, som jeg altid kun oplevede som et utroligt venligt og ydmygt menneske.

Sidste gang jeg så Ed, var for nogle måneder siden i København. Han kom gående med sin stok op ad Vesterbrogade, og jeg kom kørende i den modsatte retning i min bil. Den første tanke der sprang mig i møde var: ‘Dér går Ed Thigpen – trommeslageren fra Night Train! Og, de mennesker der passerer ham på gaden, aner ikke engang, at de lige har gået fordi en stilskabende og unik musiker, og ét af de mest swingende mennesker i verden!
Ed Thigpen var en éner, og hans spil vil for evigt være en inspiration for musikere fremover.

Anders Senderovitz
En af de sidste store mestre fra den ”gamle” generation af jazzmusikere er død; Ed Thigpen.

Som så mange andre hørte jeg først Ed på de legendariske Oscar Peterson plader som ”Night Train” og ”We get requests” og allerede som teenager blev jeg forbløffet over hvor fantastisk elegant, smidigt og swingende hans trommespil var, ikke mindst med brushes. En disciplin han mestrede til fuldkommenhed.

Da jeg fandt ud af at en skolekammerat fik undervisning af ham tog jeg selv kontakt til ham og bestilte en lektion. Det var med hjertebanken og stor forventning jeg gik ind i hans lejlighed i Bagerstræde hvor Ed smilende tog imod mig. De næste 3 stive klokketimer sad jeg på en trommestol og spillede ”bord og stol” ud i luften til Mester var tilfreds. Sjældent har jeg været så smadret som efter de tre timer.

En masse år gik så og jeg fik atter fornøjelsen af at tilhøre Ed’s skare af disciple på mit 5. år på konservatoriet. Jeg ville dedikere det år til at spille brushes iog når Kongen bor to timer fra ens gadedør var valget af lærer jo mere end oplagt.
Jeg fik et helt (vidunderligt) år sammen med Ed. Både i øvelokalet på Frederikssundsvej og hjemme i lejligheden hvor vi så gamle step-film fra 30’erne. Hver eneste gang jeg kom sad Ed altid med næsen i en ny bog, der var altid nyt materiale der skulle læres. Altid var han selv midt i en udvikling. Og den sidste gang jeg så ham live, på Dexter i Odense, havde han lige fået ny dobbeltpedal og han var lige så glad om en lille dreng der har fået sit første trommesæt. Det var nyt, det skulle prøves. Da mit år med ham var færdigt gav han mig smilende hånden og sagde, at jeg var den første elev nogen sinde han havde været HELE ”The Sound of Brushes” igennem med fra A – Z. Det var et fantastisk år.

Ed var en sublim musiker og akkompagnatør, en utrolig engageret og inspirerende underviser og et varmt og dejligt menneske. Jeg husker da jeg sad og spillede brushes i tempo 50 og hans mørke stemme pludselig kommanderede: ”Get rid of the gum!” Og pænt måtte jeg over og spytte mit tyggegummi ud som en anden skoledreng.

Og så var der lige det ved ham, at blot han gik hen over trægulvet i sin lejlighed iført slippers, swingede det bedre end de fleste trommelagere gør ved deres trommesæt. Ære være Ed Thigpens minde.

Carsten Dahl
Da jeg var 11 år gik jeg på Grindsted Kost- og Realskole. Jeg fik kendskab til Night Train via min bedste kammerat H.P. som var en stor fan og som kunne synge alle Oscars soli udenad! Det var en kæmpe musikalsk åbenbaring for mig som på det tidspunkt var orienteret i Black Sabbath og Thin Lizzy. På det tidspunkt omtrent fik jeg at vide at violinisten og vibrafonisten Eli Sardorf var min rigtige morfar og at min onkel var trommeslageren Torben Sardorf (The Hitmakers bl.a). Udfra dette forstod jeg bedre, hvor al den musik kom fra. Jeg øvede og øvede mig i at ligge “i ske” med Ed’s time på pladen og spillede også vibrafon til den – venligst udlånt af apotekeren i Grindsted. Jeg drømte om at få lov til at møde ham og spille med ham og vidste på det tidspunkt ikke at han boede i Danmark.

Da jeg søgte ind på Rytmisk Konservatorium i 1986 var han til min store overraskelse censor til min prøve. Selve spillet med Jørgen Emborg og Hugo Rasmussen gik godt, men da han præsenterede mig for en lilletrommeetude af Bent Lyloff, gik det totalt ned for mig. Jeg kunne bogstavelig talt hverken se eller høre. Ed sagde: “He’ll learn it” men stemningen blev mildt sagt lidt mat i lokalet. Senere fik jeg at vide, at Ed havde insisteret på at jeg skulle ind og derfor slap jeg nok igennem det store “sightreading – øje!

Han blev min lærer (sammen med Alex Riel) og det skulle vise sig at være på alle punkter. Han var enormt grundig og alt lige fra storetåen til lillefingeren blev bevidstgjort. Han tollererede ikke uopmærksomhed og at man ikke gav sig tid til detaljen. Han bevidstgjorde mig om, at i detaljen lå selve essencen af den balance, der skulle være imellem alle delene på sættet og at dette havde en afgørende betydning for gruppens klang og selve sættets dynamiske muligheder. Han bevidstgjorde mig om hele jazzens udvikling som et historisk kaleidoskop fra storetrommens (surdo) betydning til bækkenernes (klang/orkester) betydning og skabte en respektfuld indsigt i den nødvendige overlevering. Hvordan man skulle sidde uden at bruge unødvendig energi og slide på ryggen, hvordan man spillede (pp) med hihat bækkenerne, hvordan man brugte press Roll i Second Line osv. osv.

Hans store indsigt og viden kom også fra hans egen mentor (Joe “Papa” Jones) og selvfølgelig hans far Ben Thigpen (Andy Kirks band). Han var streng men kærlig og forlangte total dedikation i timerne – ellers fik man en lang svada om spild af hans tid (og eens egen!). Hvis man var kommet indenfor i hans hjerte – var han evigt generøs og man blev der for stedse! I hans hjerte kom jeg og dette på en måde så vi blev livsvenner. Han blev som en kærlig og nærværende far for mig på ALLE måder. Han lærte mig om værdighed, taknemmelighed, ydmyghed, sparsommelighed (stadig ikke god der), tilgivelse og om at rumme de situationer man kommer i og ikke sætte sit ego i vejen for en løsning (arbejder stadig med det).

Engang til en prøve med Jesper (Bodilsen) var jeg lige lovlig kæk og styrende og han stoppede musikken, lagde whiskerne på gulvtammen og kikkede strengt på mig i lang tid, hvorefter han sagde: “Don’t you ever Oscar me!” Dette siger mere end man måske kan forestille sig og typisk for ham var der ikke skel imellem hans udtalte diktion og mening og den måde han spillede på. Vi grinte tit af, at måden han sagde tingene på ganske enkelt var shout choruses og titler på sange!

I mange store øjeblikke i mit liv var han altid tilstede og med på råd og mange gange rodede han mig ud af mine egne catch 22’s! Da vi efter min klavertransformation begyndte at spille trio sammen for alvor – var det som at komme hjem i ske med sig selv. Det var en gave at få lov til suge af hans store erfaring og fantastiske spil som rummede alt lige fra den klassiske swing, beboppen til moderne abstrakt arkitektur på sættet. Han vedblev til det sidste med at ville transformere sig og lære at spille klaver og komponere. Han lærte mig ikke bare om frasering, dynamik, time som erkendelse af sin egen puls, former, sætformer, behandling af arrangøren, dresscode, kontraktforhandlinger, publishing, præsentation på scenen – showbizz. Han lærte mig om mig selv og at respektere den musikhistorie jeg nu var en del af. Virkelig forstå historien og sætte den i det rette sociologiske og politiske perspektiv og være STOLT af den – skønt jeg havde en helt anden baggrund. Som han sagde: “Music is a world language – connecting people and no one and no music is one dimensionel!”

Jeg elskede simpelthen den mand og han lever videre – stærkere end nogensinde!

– Carsten Dahl

Peter Kragh Jacobsen
Det er trist at miste sin mangeårige rejseven fra diverse musikmesser verden over. Jeg er lige hjemvendt fra NAMM showet i Los Angeles, hvor Ed var på tale i det meste af den gamle etablerede musikverden. Bla. talte jeg med Jeff Hamilton, som jeg længe har talt med om at lave en clinic i København, hvor Ed skulle have deltaget som mentor for Jeff. Det havde været en dejlig event.

Ed havde sin daglige gang i Slagtøj Centret helt tilbage fra starten i 1980. Det var dejligt når han besøgte os og gav lidt af den professionelle verdens vingesus, vi som øboere ofte mangler. Personligt har jeg ikke været elev hos Ed, kun i livets skole og det var aldrig kedeligt.

At sidde på en morgenmadsrestaurant sammen med Ed og opleve ganske unge mennesker stå i kø for at få hans autograf, vidnede om hans fortsatte popularitet i trommeverdenen.

Tusinde tak for mange gode stunder Ed.
Keep Swinging.
Ære være dit minde.

Peter Kragh-Jacobsen
Slagtøj Centret