Big Drum Bonanza 2015

Af Heine Lennart Christensen

I 2015 deltog jeg i Thomas Langs årlige seminar for trommenørder, Big Drum Bonanza. Det gjorde jeg, fordi jeg vandt den konkurrence, der hvert år bliver afholdt i forbindelse med arrangementet, kaldet Big Drum Bonanza Playalong Contest. Når man vinder konkurrencen, vinder man – ud over en masse trommeudstyr – en friplads til Big Drum Bonanza. Hvad Big Drum Bonanza helt præcist er for noget, vender jeg tilbage til om lidt.

Min egen baggrund kort fortalt

En hurtig fremspoling fra begyndelsen lyder omtrent sådan her: Startede med at spille trommer som 14-årig, spillede ret meget i 14-15 år, hvorefter jeg mere eller mindre forlod det totalt. Spillede i gamle dage meget med bl.a. Sigurd Barrett, som jeg gik i gymnasiet med i Viborg, og da jeg flyttede til Aarhus, spillede jeg med diverse Aarhus-baserede projekter og folk.

Nok mest kendt min medvirken i Aarhus-bandet Her Personal Pain, som jeg i 1989 dannede sammen med Dicte Westergaard, som jeg havde spillet i band med i Viborg. Vi udgav plade, turnerede, vandt grammy i 1993 og stoppede. Tiden i HPP var meget turbulent, og der gik ikke lang tid, før jeg selv stoppede. Underviste en del derefter, men det ebbede ud efter et par år.

Har haft mange helte, men de tre allerstørste har i kronologisk orden været: Phil Collins, Stewart Copeland og Vinnie Colaiuta.

Så er det på det rene…

The Big Drum Bonanza Playalong Contest

Jeg begyndte i løbet af 2014 at interessere mig for trommer igen og smed også et par tentative ting op på min youtube-kanal. Jeg kendte slet ikke noget til Thomas Langs konkurrence, men chattede en dag med en af mine gamle trommevenner fra Viborg, som sendte mig linket til vinderklippet fra 2014 med Mika Ronos. Dette var i september og dermed alt for sent for det år, så jeg tænkte, at det kunne være sjovt nok at deltage til næste år. Men så glemte jeg alt om det.

Sad så i år og helt tilfældigt så Thomas Langs feature på Drumeo, hvor han fortæller, at konkurrencen for 2015 stadig er åben. Det nye ‘remix’ af nummeret bliver frigivet midt i maj vistnok, og jeg var allerede adskillige dage for sent på den – men besluttede af give den et skud.
Reglerne siger, at man kun må bruge ét kamera og ikke må redigere noget. Når man har spillet så lidt, som jeg har i de seneste mange år, var det noget af en udfordring at naile et take uden fejl. Med fuldtidsjob (og dertil hørende kontorfingre) tog jeg et par aftener, hvor jeg øvede det, og torsdag inden deadline (lørdag) tog jeg fri fra job over middag for at lave det endelige skud. Jeg lavede vist 8-10 skud og valgte det sidste – som var det absolut sidste, da vablerne var for trælse.

Jeg endte med at punke min gamle buddy og HPP-guitarist Palle Schultz for at lave ordentlig lyd på det hele. Det gjorde han og leverede i dropboxen få timer inden deadline.

Kort om mit bidrag

Jeg skal også lige kort forbi mit eget bidrag – ikke mindst i håbet om, at det kan inspirere mange danske slagere til at byde ind næste år.

Reglerne er som sagt klare: alt skal spilles i ét take og med ét kamera, så man ikke kan redigere. Desuden skulle alt være uploadet midnat den 30. maj.

Manglende tid og især manglende rutine spillede ind på den måde, jeg greb indspilningen an. Jeg tænkte, at jeg ville komponere en trommestemme til groovet, som var anderledes end Thomas Langs oplæg, da jeg forestiller mig at en del af opgaven jo må være, at man går lidt kreativt til værks. Jeg ville holde lidt igen med chops og solo, tænke lidt på den overordnede struktur og koncentrere mig om at lytte til nummeret og groove og ikke bare bruge det som click track til én lang ustruktureret solo.

Jeg tror, at dette er en del af grunden til, at jeg endte med at vinde. De bidrag, jeg selv synes bedst om, virker til at have haft samme udgangspunkt, fx italienske Fabio Vitiello, der fik en fjerdeplads, og som til trods for en ung alder spillede modent og struktureret. (Blandt andre, jeg synes var fede, vil jeg nævne Daniel Gardenas: fede chops og med en rød tråd – og Blake Watts: vildt energiniveau og spillet med balls!)

Thomas kunne i øvrigt oplyse mig, at juryen består af ca. 30 personer, bl.a. lærerne fra sidste år og i år samt repræsentanter fra sponsorfirmaerne, som alle selv er trommeslagere.

Jeg er kun omkring 70 % tilfreds med mit bidrag, og jeg ærgrer mig noget over, at jeg – når jeg nu endelig når ud til et større publikum – ikke leverer noget fra allerøverste hylde. En pause på 20 år gør ikke noget godt for ens chops eller sikkerhed i leveringen. Som Matt Garstka jokede: “Jeg synes, det er vildt, at du kan spille så godt efter så lang en pause. Den længste pause, jeg har haft, er på 8 år – fra jeg blev født, til jeg var 8 år gammel. And when I started after that I sucked!”

Hvis jeg får tid, kan det være, at jeg en dag laver det take, jeg gerne ville have lavet.

Selve arrangementet: Big Drum Bonanza

Big Drum Bonanza er i bund og grund et trommeseminar. Det afholdtes i år for fjerde år i træk, og det finder altid sted omkring den fjerde juli, den perfekte dato for enhver trommeslager: Independence Day. Thomas Lang og hans kone, Elisabeth Lang, er hovedkræfterne bag arrangementet, og underviserne på BDB varierer en smule fra år til år, men der er altid tale om nogle af de fedeste trommeslagere på planeten.

I år var der tale om hhv. Thomas Lang selv, Chad Wackerman, Rich Redmond, Matt Garstka, Gergo Borlai og Gregg Bissonette. Desuden oplevede vi Dave Elitch og Tony Royster Jr og på sin vis også Jim Keltner.

Selve undervisningen er en afslappet form for klasseundervisning, som finder sted i et stort lokale på det hotel, man bor på, nemlig Palm Garden Hotel i Thousand Oaks i Los Angeles. Man får sindssygt meget valuta for pengene, da undervisningen typisk er fra kl 9 om morgenen til næsten 18, med indlagte pauser. Deltagerne er på alle niveauer – en havde spillet trommer i 8 måneder, og andre var erfarne slagere med endorsements.

Atmosfæren er yderst afslappet, og man kommer og går, som det nu passer en. Desuden kan eventuelle ledsagere i form koner, kærester, forældre og deslige bare komme ind og sidde bagest i lokalet og følge med i det omfang, de nu lyster. Hvordan klasseundervisningen foregår, er op til den enkelte underviser, men kursisterne sidder bag hver deres DW Go Anywhere-sæt og spiller med – i nogle tilfælde så sveden drypper (som jeg kommer ind på om lidt).

De første dage

Når man vinder Big Drum Bonanza Playalong Contest, vinder man udstyr i form af et sæt DW-trommer, Meinl-bækkener, Audix-mikrofoner, Vic Firth-stikker samt en friplads til hele arrangementet. Da jeg knapt betragter mig selv som trommeslager mere, kom det noget bag på mig, at jeg vandt, så min kæreste, Pernille, og jeg måtte arrangere turen i sidste øjeblik, og vi valgte at ankomme allerede fredagen inden BDB, som først startede den efterfølgende onsdag. Det gav os mulighed for at kigge lidt rundt i enorme LA i dagene inden.

Om mandagen fik jeg en mail fra Thomas Lang, hvor han spurgte, om jeg allerede var ankommet til hotellet, for i givet fald ville han svinge forbi til en kop kaffe. Vi blev enige om kaffe kl 18, og Pernille og jeg ville lige nå at smutte forbi Hollywood i løbet af dagen. Det nåede vi, men da jeg kom tilbage, havde Thomas udsat mødet til næste formiddag, da han havde måttet tage med sin drum tech, Joey, på skadestuen, da sidstnævnte var blevet bidt i hælen af en hund i forsøget på at afbryde et hundeslagsmål. Rock’n’roll.

Vi mødtes i stedet næste dag og fik en lang snak om alt fra konkurrencen, juryen, udvælgelsesprocessen og til hvorfor jeg ikke spiller mere osv. Jeg var meget imponeret over Thomas’ interesse og vilje til at lytte. Han er meget ægte og nede på jorden, og han holdt på ingen måde igen med at rose mit bidrag, og det virkede som om han virkelig mente det. Jeg var også imponeret over, at han kunne fortælle mig, at der hang en Her Personal Pain-plakat i en musikforretning i København, hvor han for nylig lavede en clinic (ping Thomas Erichsen og 4Sound). Det vidste jeg ikke selv.

Lang og jeg fik selskab af Francesco, som er en af Thomas’ venner og er BDB’s faste fotograf – en herlig fyr, som Pernille og jeg hang en del ud med alle dagene. Senere stødte også en af deltagerne til, Jose fra Ecuador.

Senere på dagen begyndte vi at slæbe grej ind, en masse DW Go Anywhere-sæt, som vi samlede og satte op, samt Thomas’ omfattende sæt. Der begyndte at drysse deltagere ind, og det var en hyggelig måde at komme i gang på.

Dag 1: Thomas Lang med Dave Elitch på gæstevisit

Friske og veludhvilede mødte vi til undervisning kl 9 næste morgen. Dagens instruktør var Thomas Lang selv, og efter en hurtig introduktionsrunde startede vi med opvarmning af arme og ben: RLRL… med hælene i gulvet, mens man klapper på alle slag med underarme og håndled samlet. Når man spiller 100 % heel-up som jeg, begynder det hurtigt at brænde i skinnebenene…Thomas kom i de næste timer omkring en del af de ting, han også taler om i sin Drumeo-session. Rudiments i hænder og fødder og lineære øvelser og figurer. Her var jeg nogenlunde med, dog er min store achilleshæl min venstre fod, og når den blev udfordret – hvilket den hurtigt gør, når fødderne skal spille dobbeltslag eller paradiddler eller generelt blot replikere det, som hænderne spiller.

Meget værre skulle det blive efter frokost, da Thomas kom ind på lagdelte/polyfoniske figurer, som han mestrer i en grad, der mig bekendt ikke overgås af nogen trommeslager på denne planet. I den “lette” ende spiller vi bare RLRLLRLRLL med fødderne, mens vi spiller RLRRLRLL og solo med hænderne…s’gerne.

Eller hvad med en solo, mens man spiller swiss triplets i fødderne, og i hvilken taktart? Skal det være i 3/4 eller 4/4?

Thomas tog udgangspunkt i sin Matrix, som er et system, han har udviklet til at kortlægge disse ting. Independence på det plan har jeg ganske enkelt aldrig taget hul på, og jeg endte med bare at sidde og betragte det – hvilket alle andre vist også gjorde.

Eftermiddagssessionen bød også på en hurtig visit af Dave Elitch, som spillede en solo og gav lidt tips, hvorefter han smuttede videre.

Til slut handlede det om metoder til at optimere sin øvning. En af Thomas’ læresætninger er: don’t play when you practice. Og lige præcis den overholder jeg selv uhyre sjældent.

Som vinder sidder man forrest i midten i klassen, så jeg oplevede Thomas hele dagen på ca. halvanden meters afstand. Thomas er et energibundt og hans entusiasme og gode formidlingsevne var superinspirerende. Han spiller med nerve og power og har så meget på hjerte, at han gik over tid, og hans kone Elisabeth måtte stoppe ham til sidst, så vi kunne få fri.

Dag 2: DW factory tour og Redmond og Royster

Vi samledes kl 9 næste morgen, og turen gik så til DW-fabrikken i Oxnard. Her stod den på rundvisning med efterfølgende eftermiddagssession i Drum Channels studie, som ligger i samme bygning som DW. I modsætning til de andre år skulle vi i år kun til Drum Channel en enkelt gang, hvilket passede mig fint, da jeg så slap for at spille min BDB-ting live foran alle (når man ikke har optrådt for nogen i to årtier, er en debut live foran alverdens topslagere ikke den blideste start).

Det var interessant at se produktionsprocessen first hand, og jeg er glad for, at jeg vandt et DW-sæt, for man får en umiskendelig lyst til at eje et, når man har været på deres fabrik og set de mange lækre produkter, de laver.

Efter frokost (en omgang pizzaer i USA-størrelse) samledes vi i Drum Channel-studiet, hvor første indslag var en yderst veloplagt Rich Redmond. Rich er en af de førende studiedrenge i Nashville og udgør fundamentet i Jason Aldeans band, som han har spillet med siden starten af Aldeans karriere.

Også Redmond er en dynamisk og energisk formidler, og jeg var virkelig underholdt af ham. Han spillede til nogle numre, og hans timing og power var totalt inspirerende. Igen en slager, der spiller fra hjertet og laver masser af grimasser – og det virker ikke som om, at Rich nogensinde har spillet så meget som en takt, han ikke har ment, hvilket kan være en del af forklaringen på hans popularitet som musiker. Et af Redmonds primære budskaber var netop, at man skulle spille alt fra hjertet, selv den mest ligegyldige bossanova på et krydstogtskib. Man skulle indspille i studiet, så man får alle soccer moms til at blive ‘dash board drummers’. Rich demonstrede også sin entusiasme ved i de kommende dage at hænge ud til BDB og sad ofte på bageste række og lyttede med.

Efter en pause stod den på clinic med Tony Royster Jr. Tony startede med en solo og spillede til et nummer, og vi fik nogle smagsprøver på hans imponerende skills. Han er nærmest en atlet bag et trommesæt, og han viste nogle eksempler på øvelser, han brugte. I den forbindelse bad han folk fra publikum om at komme op bag sættet og prøve. Til slut fik han Thomas Lang til at inspille et hurtigt komponeret nummer på keyboard (Royster havde medbagt sin PC med Fruity Loops på). Dette nummer spillede Royster til som afslutning.

Dagen blev sluttet af med en roundtable-diskussion anført af Don Lombardi og med paneldeltagerne Thomas Lang, Jim Keltner, Rich Redmond og Tony Royster Jr. Forskellige emner blev berørt i forhold til livet som toptrommeslager. Bl.a. talte de om præstation og nerver, hvilket var meget interessant at høre om. Især Thomas Langs genfortælling af hans gamle lærers vise ord: ‘It’s called to PLAY music for a reason’. Man leger musik, og husk… det er kun musik og ikke liv eller død. Så nyd det.

Dag 3: Chad Wackerman (og enetime med Matt Garstka)

Som gammel både Zappa- og Holdsworth-fan havde jeg et udmærket kendskab til tredjedagens underviser, Chad Wackerman. Jeg har bl.a. set ham live med Holdsworth flere gange.

Chad lagde ud med at fortælle om sine tidlige år som musiker, og hvordan han fik undervisning af Murray Spivack. Det særlige greb og den teknik, Spivack lærte fra sig, prøvede vi med en række øvelser og rudiments. Vi arbejdede også en del med timing ved at gennemgå øvelser, hvor vi til klik skiftede mellen serier af nodeværdier, der ligger tæt op ad hinanden, fx en takt med ottendedelstrioler efterfulgt af en takt med sekstendedele efterfulgt af kvintoler osv. Man har typisk en tendens til at overspille overgangen, og det gælder om at lære at høre skiftet, lige inden det kommer.

Chad er en supererfaren studiemusiker, og han kom også omkring, hvordan man spiller på trommer for at få dem til at lyde optimalt, når de optages. Mikrofoner opfatter trommer en smule anderledes end det menneskelige øre, og sommetider kan man få dem til at lyde bedre og højere ved at slå mindre hårdt.

Chad har et feel bag et sæt, som får det til at lyde fantastisk. Han spillede som de andre på Langs noget specielle sæt, og man bemærker, hvor afbalanceret og egalt alt lyder, når Chad spiller. Det er som at sidde foran verdens dyreste hifi-anlæg.

I frokostpausen fik jeg også en snak med Chad, og han fortalte om gigs med Holdsworth, Streisand og om, hvordan han opererer som studiemusiker i vore dage – og underviser med Skype.

Om eftermiddagen forlod jeg klassen i en time for at få undervisning af en af mine helt store favoritter i mit genstartede trommeliv, nemlig den ganske unge Matt Garstka. Matt spiller i det progressive metalband Animals as Leaders og er i mine øjne på vej til at blive et fænomen, en form for modern day Vinnie, hvilket han heller ikke havde det mindste imod at blive kaldt. Matt er en meget venlig og humoristisk gut, der heller ikke holdt sig tilbage med at udtrykke, at han fandt mit niveau højt i lyset af min lange pause.

Vi gennemgik forskellige chops og koncepter, men også noget dobbeltpedalteknik på min opfordring. Det var sjovt at se, hvordan hans kreative hjerne hele tiden udvikler noget on-the-fly – nye variationer og stickings på alt, hvad man smider efter ham.

Da dagens undervisning var omme, stod jeg og sludrede med bl.a. Thomas og Elisabeth, og de inviterede os ud at spise sammen med Matt og hans kæreste, Lauren. Det var superhyggeligt og lidt surrealistisk at sidde og spise i det selskab.

Dag 4 (4th of July – Independence Day): Matt Garstka (enetime med Thomas Lang)

Til middagen dagen før havde Matt varslet en del stortrommeøvelser og lignende. Det passede mig fint, da højre fod er blandt mine mindste svagheder (venstre fod taler vi ikke om). Det viste sig at holde stik. Masser af højrefods-workouts med masser af sekstendedele og permutationer, og her er jeg helt på hjemmebane. Det skulle jeg imidlertid ikke blive ved med at være, for langsomt gled det over i skæve stortrommefigurer a la Animals as Leaders – den slags, der finder hjem med downbeat hver 10. eller 14. gang osv. Her var jeg glad for at kunne læse noderne for på den måde at være med, for jeg havde ikke nemt ved at føle det med det samme.

Vi kom også omkring diverse independenceting, hvor Matt hørte folk enkeltvis fra en ende af. Figuren vi blev hørt i var KLLKLLKLLKLL (i 3/4) med fjerdedele/ottendedele eller grupper af sekstendedele i højre hånd (K = kick). Som gammel Ratzer-fan har jeg arbejdet en del med de kombinationer helt tilbage i teenageårene, så det passede mig fint, at det netop var det, Matt hørte os i.

Herefter skulle jeg lige over i et tilstødende lokale og have enetime med Thomas Lang. Jeg var selv ude om det og bad om, at det skulle handle om…. venstre fod. Og det kom det til. En klokketime med øvelser til venstre fod fik mig til at føle det som om, at jeg lige var startet med at spille trommer. Her var ingen nåde og ingen genveje. Alene det at spille RRLLRRLL med fødderne og så spille simple ottendedels- og sekstendedelsfigurer med hænderne samtidig volder mig problemer, for jeg har aldrig gjort i den slags.

Efter endt undervisning hang vi som sædvanlig ud i hotellets Hollywood Suite. Her mødte jeg Gergo Borlai første gang og blev med det samme overrasket over, hvor flink og ydmyg en person, han er. Han kunne sagtens huske mit BDB-bidrag og jokede med, at han da ikke vidste, hvad han skulle kunne lære mig i morgendagens enetime. “Eeerh I’m sure you’ll think of something” svarede jeg.

Ligesom Matt Garstka er Gergo en af de trommeslagere, jeg har lyttet en del til, efter at interessen er vendt tilbage. Og også Gergo er jeg meget imponeret af pga. hans udprægede musikalitet og uforudsigelighed bag et trommesæt. Jeg elsker at høre på gospelchops-folk, men en af de ting, jeg supergodt kan lide ved især Gergo (og Matt) er, at de IKKE spiller på gospelchops-måden, men har en lidt anden approach og stemme.

Nå men det var jo 4th of July og alt var lukket, så Elisabeth og Thomas skaffede noget nød-mad fra et supermarked, som hurtigt blev anrettet på suitens poolbord. Så det var en uformel aften i selskab med diverse deltagere samt bl.a. Thomas, Gergo og Redmond.

Dag 5: Gergo Borlai og Gregg Bissonette (enetime med Borlai)

Dag 5 var den dag, hvor der blev spillet mest koncentreret. Formiddagssession var Gergo Borlai, og der var ikke noget bullshit her – så vi tog en serie opvarmningsøvelser for sæt, hvor vi skulle følge ham. Den ene figur tog den næste, og vi endte med at have spillet uafbrudt i mere end fem kvarter med stigende sværhedsgrad og intensitet. Herefter pause, hvor folk enten skiftede t-shirt eller hentede et håndklæde. Efter pausen kørte Thomas en serie tabataøvelser, som er højintensitets-intervaløvelser for trommesæt: 20 sekunders fuld skrue på hænder og fødder efterfulgt af 10 sekunders pause og så forfra… mange gange. Det var dumt, at jeg havde skiftet t-shirt….

I anden halvdel gennemgik Gergo en række licks, som vi lærte på klassen.

Efter frokost tog Gregg Bissonette over. Jeg kan tydeligt huske Gregg fra mine aktive firsere, hvor han bl.a. spillede på David Lee Roths soloplader – og til Buddy Rich Tribute-koncerten, man naturligvis havde på VHS dengang. Endnu et energibundt. Masser af anekdoter leveret på underholdende vis. Fagligt fokuserede Gregg en del på nodelæsning og havde medbragt en bunke charts med tilhørende musik, som vi skulle prøve kræfter med. Af og til blev kursister hevet op til Langs sæt til gennemspilning af et nummer til noder.

Tiden kom til min enetime med Gergo Borlai. Her bad jeg om bl.a. tips til udvikling af hand speed (som heller ikke er blandt mine styrker). Vi kom også forbi diverse fede chops og licks og nåede også lige at jamme lidt. Det var også fedt.

Dagen sluttede med uddeling af kursusdiplomer og sammenpakning af grej. Det var noget vemodigt, at fem så intense dage var ovre, og hverdagen lurede i horisonten.

Big Drum Bonanza 2016?

Både Pernille og jeg havde en fantastisk tur – stedet, folkene, vejret, rammerne og ikke mindst det faglige var vildt fedt. Så fedt, at vi vil arbejde på at vende tilbage til næste år. Elisabeth og Thomas har dog sagt, at jeg ikke kan vinde igen (hvilket jo er ærgerligt, for til næste år ville jeg være i form i modsætning til i år) Men så må vi jo betale, for det er helt sikkert alle pengene værd.

Hvad jeg selv og mit spil angår, kunne man jo ikke drømme om en bedre kickstart af Heines Trommespil version 2.0. Efter samtaler med alle de hårde proffer og især Thomas, som alle var meget positive og opmuntrende omkring mit spil, har jeg fået lidt af troen på mig selv tilbage og dermed også lysten til at forbedre mig på en konstruktiv måde. Nu ved jeg i hvert fald, hvor jeg skal tage fat. Efter alt dette kan jeg dog ikke lade være med at ærge mig en kende over, at jeg holdt så lang en pause og gik glip af mange års udvikling. Men hva faen…

Jeg vil gerne gøre musik og trommer til en del af mit liv igen. Så må jeg jo finde ud af, hvilken form det skal tage.

Jeg håber desuden at dette kan inspirere mange danske trommeslagere til at give den gas til BDB 2016. Sæt kryds i kalenderen. Det er midt i maj, at Thomas frigiver årets version af nummeret (som han i øvrigt altid selv spiller alle instrumenter på – undtagen vokal).

Ellers kan det altid anbefales blot at møde op som betalende deltager. Det bliver noget af en oplevelse uanset hvad.