Anmeldelse af Mezzoforte koncert

Tobakken, Esbjerg, tors. 23. maj 2002, kl. 20.00.
Af Gunnar Kristiansen

Det var med lidt underlige forventninger at din udsendte medarbejder satte sig til rette ved et af de små borde på Tobakken i Esbjerg, torsdag den 23. Maj 2002. Vel vidende at Mezzoforte tidligere har været kæmpestore i flere dele af verden, så må man sige at de nu er et orkester som er gledet lidt i glemmebogen hos de fleste. Det var også primært med forventningerne om et nostalgisk gensyn, at jeg satte mig til rette.
Havde det ikke været for genhørets glæde tror jeg heller ikke at denne koncert havde været så repertoire mæssigt underholdende. Gruppen har uden tvivl skrevet nogle rigtigt gode melodier, men med de seneste plader er det lidt som om at enten tiden eller inspirationen er gledet fra gruppen. Men uanset om genren er passé eller ej, så spiller disse fyre fantastisk! Men er det nok? Et parameter man kan bruge til at vurdere den slags, er at se om der er piger til stede….og det var der faktisk! Om de alle var tidligere gymnaster skal jeg ikke kunne sige, men de var der! Så måske lever Mezzoforte stadig højt på deres gode velkendte numre. De formåede i hvert fald at trække publikum…endda med stående bifald. Men nu er dette jo et trommeslager website, så lad os komme til sagen!

Gulli Briem
Gunnlaugur Briem (født den 8. sep. 1962 i Reykjavik), eller Gulli Briem som han ynder at kalde sig, er nok islands bedste og mest kendte trommeslager, nu bosiddende i London. Han var med til at starte Mezzoforte helt tilbage i slutningen af halvfjerdserne. Han var således kun 17 år gammel, da orkestret udsendte deres første LP “Mezzoforte”, en plade der dog kun er udsendt på Island. Det var først i 1982 at LP’en “Surprise Surprise”, med kæmpehittet “Garden Party”, for alvor slog Mezzoforte fast på verdenskortet. Melodien hittede nemlig ikke kun i Island, men også i det meste af europa, og så langt væk som fjernøsten. Faktisk var dette første gang et orkester fra Island havde et hit i udlandet. Og det blev ikke det sidste. Mezzoforte leverede op igennem 80’erne en række melodier som de fleste kan nikke genkendende til den dag i dag.
Gulli har altid spillet med et godt drive, og en god evne til at spille sine “licks” på en smagfuld måde. Og selvom man aldrig har været i tvivl om, at også han synes godt om Steve Gadd, så har han alligevel formået at spille sin egen “sound” ned i rillerne på Mezzorfortes plader. Hans solo på nummeret E.G. Blues, har uden tvivl været til inspiration for rigtig mange trommeslagere rundt om. Gulli har i det hele taget vist at der også på Island fandtes musikere i meget høj kaliber.

Også til denne koncert viste Gulli sit spil fra allerbedste side. Og med Johann Asmundsson på bas, lagde de tilsammen en bund så man ikke kunne holde fødderne i ro. De swinger simpelthen for fedt! Man kan godt høre, at de to har spillet sammen i omkring 25 år! En ting jeg for første gang bed mærke i var, at Gulli ikke spiller “rimshot” lilletrommeslag, men kun slår med spidsen af trommestikken. Den eneste anden rock/fusion trommeslager jeg lige kan komme i tanker om der også gør dette, er John J.R. Robinson. Men hvorom altid er, så lød Gulli’s 14×5,5 Ludwig Supraphonic “keystone” lilletromme fantastisk. Gulli spillede i øvrigt på et Premier Gen-X, i silver sparkle (tilsyneladende udlånt af Slagtøj Centret). Stortromme på 22×16, rack toms på 10×8, 12×9 samt gulvtommer på 16×16 og 14×14 (i nævnte rækkefølge!). Desuden havde han et større arsenal af bækkener fra Paistes Signature serie. Sættet lød ok, men absolut ikke fantastisk. Bækkenerne var derimod en fornøjelse at lytte til. Mørke og sprøde i lyden.

Gulli’s spil bar præg af en rigtig god time, samt et modent overskud til at spille simpelt og smagfuldt. I de første numre (Expressway, Hitchhiker, E.G. Blues og Later On) lagde han den da også i kassen! En ren fornøjelse at lytte til. Det eneste generende ved koncerten set ud fra et rytmisk synspunkt, var orkestrets nye – i øvrigt ikke særlig fantastiske – saxofonist. Han havde for vane at spille en u-tight shaker/tamburin når han kedede sig. Den havde vi gerne været foruden…

Der er efter min mening kun få trommeslagere der virkelig formår at spille trommesoloer der er lytteværdige. Og med årene vokser min skepsis da også hvad angår trommesoloer. Det var derfor med stor interesse jeg lyttede til Gulli, da han lagde ud med en Gadd inspireret march intro. Han startede godt, med god ro, og gode ideer. Men som med så mange andre soli, gik der desværre lidt for meget “crowd pleaser” i den efter min smag. Dvs. at vi i stedet for melodiske ideer og rytmiske/dynamiske overraskelser blev udsat for en del “blære” licks. Så det var efter min mening ikke Gulli’s solospil der trak pointene hjem den aften, men derimod hans seje grooves og musikalitet i øvrigt.
Ser man på resten af bandet, virkede de en smule reserverede i deres fremtoning, og man kunne måske godt savne lidt spilleglæde ind i mellem. Om det skyldtes at orkestret selvsagt har spillet disse kompositioner til bevidstløshed, kan man jo kun gisne om. Men rent solistist er de på et meget højt niveau såvel teknisk som musikalsk.

En tanke der slog mig flere gange under koncerten var, at dette orkester ville gøre sig helt forrygende som backing for en eller anden verdensstjerne vokalist. De spiller simpelthen så godt at det er synd kun at kunne høre dem brilliere i denne lettere “outdatede” musikgenre.

Mezzofortes diskografi:
1979 – Mezzoforte *
1980 – Í Hakanum *
1981 – Thvilikt og annad eins *
1983 – Mezzoforte 4 *
1983 – Surprise Surprise (Engelsk udgave af Thvilkt og annads eins)
1983 – Sprelllifandi *
1984 – Live at the Dominion (samme som Sprelllifandi)
1984 – Catching up with (Mezzoforte)
1984 – Observations
1985 – Rising
1985 – The saga so far
1986 – No Limits
1989 – Playing for time
1991 – Fortissimos
1994 – Daybreak
1996 – Monkey Fields
1999 – Garden Party Time