Viden om trommestikken

Trommestikker

Har du nogensiden tænkt over hvorfor en 7A trommestik hedder 7A, eller hvad B’et står for i 5B? Her får du svaret…

Før 1950’erne var der ikke noget firma der lavede trommestikker som sådan. De førende trommemærker dengang lavede selv deres stikker, eller også markedsførte de dem for producenterne. Desuden var der langt færre stikmodeller at vælge imellem end vi ser i dag, og dem der var, havde betegnelser som angav hvilken brug de var tiltænkt.

De tre mest almindelige stikbetegnelser er A, B og S. En B betegnelse stod for “Band”, og var en henvisning til sceneorkester-, big band- eller symfoniorkesterbrug. En S stik var en “Street” stik, og dermed beregnet til marchorkestre. Baggrunden for en A trommestik er derimod nok lidt svagere. Grundliggende var det en trommestik som hverken var af B eller S typen. Måske har A’et stået for “all-purpose”, men det er nok mere sandsynligt at forklaring ligger i, at bogstavet A er det første i alfabetet og derfor var lettere for folk at huske.

Trommestikkernes numre var beregnet på at give en relativ beskrivelse af trommestikkernes størrelse i forhold til hinanden. I A og B kategorien er det sådan, at jo højere nummer, jo mindre stik. Det vil sige, at en 2B var større end en 5B, en 5A var større end en 7A osv. Dette system bruges stadig i dag.

Men… for nu at gøre det hele endnu mere forvirrende, så forholder det sig sådan, at når vi taler om marchtrommestikker, så er det lige modsat – og er det stadig i dag. En 1S trommestik er mindre end en 2S, som er mindre end en 3S. Vi ved ikke hvorfor. Desværre er nogle af detaljerne om alt dette forsvundet i historien…

Be the first to comment

Leave a Reply