Ny Don Powell biografi

Don Powell Biografi Trommeslageren.dk

Tilbage i 2005 skrev Lise Lyng Falkenberg en artikel til Trommeslageren.dk om Don Powell, trommeslageren i Slade. Det førte til et venskab hende og Don, og efter et år bad han Lise om også at skrive den officielle biografi om ham, hvilket hun naturligvis ikke kunne sige nej til. Det var dog ikke nogen nem opgave, for selvom alle kender Don, så kender han ikke rigtig sig selv eller husker synderligt meget om sit liv. Don lider nemlig af hukommelsestab, da han i 1973 var ude for et alvorligt biluheld, hvor hans kæreste døde, og han selv mistede sin smags- og lugtesans samt korttidshukommelse. Han har siden været nødt til at føre dagbøger for at huske fra dag til dag.

Ved hjælp af dagbogscitater, interviews og egen research skabte Lise Lyng Falkenberg en meget intim dokumentation af en mands kamp for at finde sig selv bag sit image som Slades uundværlige trommeslager. Lise ønskede at tegne et underholdende men lødigt og hudløst ærligt portræt af en almindelig mand med et ualmindeligt job, der kæmper med både berømmelse og hukommelsestab samt følgerne deraf såsom mindreværd, alkoholisme og ensomhed. Yderligere blandede hun sine interviews med Don og hans familie, venner og kolleger (bl.a. Gene Simmons (Kiss), Francis Rossi (Status Quo), Andy Scott (Sweet) og Suzi Quatro) til en ny og anderledes type biografi, hvor hukommelse går igen.

Biografien hedder “Look Wot I Dun”, men har den noget bøvlede undertitel “Don Powell: My Life In Slade”, hvilket var redaktørens idé, men hvem brokker sig, når bogen bliver udgivet på verdens største musikbogsforlag, det engelske Omnibus Press, og allerede fire dage før udgivelsesdagen meldes udsolgt? 🙂

“Look Wot I Dun” udkom i oktober 2013 med Lise som primær forfatter og Don tilføjet som sekundær forfatter, da der optræder dagbogscitater i bogen. Biografien fik fine anmeldelser i den engelske musikpresse, og nu seks år senere udgiver Omnibus Press en paperback-version, til hvilken Lise har skrevet et nyt kapitel, og Don har udvalgt en række nye fotos.

Bogen er på gaden nu.

Om Lise Lyng Falkenberg

Lise er født i 1962 i Odense og uddannet mag.art. i litteraturvidenskab og Ph.D. i kulturstudier fra Syddansk Universitet. Hun debuterede som 21-årig med kult-børnebogen “Max og Lurifax” og har siden skrevet 18 bøger, fortrinsvis skønlitterær fiktion for voksne samt biografier. Siden 2001 har hun udelukkende skrevet på engelsk, og fejrede sit 30 års jubilæum som udgivet forfatter den 31. oktober 2013.

Be the first to comment

Leave a Reply